mandag den 28. marts 2011

Æske-gave-kort og fødselsdagskort

I lørdags var vi til sølvbryllup hos et par gode venner. De havde ønsket sig penge da de meget gerne vil ud at rejse for første gang, og det skulle selvfølgelig honoreres. Når nu man synes at pengesedler er for ordinære, så var det om at finde på noget andet. Randi fra Norge havde en tutorial på denne skønne æske på sin blog, og her kunne vi lægge en lille æske fra den Kgl. Mønt i med ........ selvfølgelig en sølvmønt.
Som sædvanlig er jeg en idiot til at huske hvilket papir jeg har brugt, men der er garanteret flere af jer der kan genkende det ;o) Da sølvbruden er meget glad for lilla synes jeg, at dette lige var sagen. Men derudover var det bare at få gang i lidt spellbinders og nogle mulberry roser. Det store hjerte med nøglen på låget af selve æsken, er fra Sizzix. Det valgte jeg at give en ordentlig omgang sølvembossing. Og så fandt jeg lige en lille "sølv"- sommerfugl til at sætte prikken over i'et.





Sidste tirsdag var jeg til hyggescrap hos Scrapfactory og skulle lave et fødselsdagskort. Jeg var lidt tom for idéer og kiggede derfor lidt rundt i butikken for at få lidt inspiration. Lisa - tusinde tak, igen blev du min redning. Jeg fandt dette kort som Lisa havde lavet og faldt pladask for det. Det er en "næsten" tro kopi, idet jeg lige manglede et par af de punches som Lisa havde brugt, men ellers er de næsten identiske. Så rosen for dette kort tilfalder helt og aldeles - Lisa.

I dette tilfælde kan jeg huske papiret, jeg købte nemlig hele pakken. Der er brugt "Curio" fra Basic Grey, en masse sort distress ink (var sort til helt op over albuerne) lidt MS punches, spellbinders, retroblomster og div. stempler. 




Blev så glad for dette kort, at jeg bare måtte lave et mere. Fandt derfor noget mere Curio i pakken i lidt andre farver og fik lavet dette (det fik sølvbruden i øvrigt kl. 00:00 lørdag aften, da hun havde fødselsdag søndag).




Så endnu en gang tusinde tak til Lisa for inspirationen ;o) Og så håber jeg at solen skinner lige så meget der hvor I er som her hvor jeg er. Man bliver jo helt forårskåd ;o)

lørdag den 19. marts 2011

Æsker til bogkort

Mine ynglingskort er desværre lidt svære at putte i en kuvert, så jeg har i stedet lavet en æske der lige passer til kortet. Så får man også lige chancen for at dekorere lidt mere ;o)





RIGTIG GOD WEEKEND ;o)

søndag den 13. marts 2011

Molly Bloom

For et stykke tid siden købte jeg et Molly Bloom stempel. Havde set nogle kort lavet med disse stempler og synes de var super søde. Så her i weekenden, har jeg ind imellem fødselsdagsbrunch og frisør, siddet i min egen lille scrapverden og leget lidt med mit Molly Bloom stempel. Det kom der disse to kort ud af.

Igen lykkedes det mig at bruge nogle rester jeg havde i kassen og sammen med lidt MS punches, spellbinder, Copic Ciao, distress ink, prikket bånd, mulberry- og retroblomster samt lidt knapper, blev jeg selv vældig tilfreds med resultaterne. 



Og så fik jeg brugt mit Inkido dato stempel igen.


Teksten er skrevet med mit nyindkøbte Sizzix alfabet "Hunky Dory"



Håber I alle har haft en rigtig god weekend ;o)

fredag den 11. marts 2011

God bedring og endnu et af mange bogkort

Min søns svigermor blev opereret i forgårs og så synes jeg at jeg lige ville sende hende en lille opmuntring i form af et hjemmegjort kort. Fandt lige lidt rester jeg havde liggende. Jeg er desværre en nørd til at huske hvad det er for noget papir når først jeg har skåret navnet væk i bunden, men jeg kan dog huske at jeg købte det hos Love2scrap ;o)




Til trods for at jeg for små 4 uger siden hjalp en veninde med at lave 60 af disse kort som bordkort til hendes sølvbryllup OG jeg pt. er i gang med at hjælpe min kollega med at lave 90 mere som bordkort til hendes datters konfirmation, ja så bliver jeg altså aldrig træt af at lave dette bogkort. Jeg synes der er så uendeligt mange motiver og ting man kan gøre med det og jeg finder hele tiden på nye. 

Denne gang går det ud over en af mine nevøer der er ungkarl og fylder år i næste uge. Og til en ungkarl bruger man da selvfølgelig stempler fra Bombshell. Selvom man godt kan få en lille uartig tanke når man åbner det første gang, så går det hele op i hat, briller og latter idet hver enkelt tag er dekoreret med en lille vittighedstegning. Så har man altid et godt grin til en trist dag.






I morgen står den på fødselsdagsbrunch hos min søde scrapveninde og kollega Rachel og på søndag går turen til frisøren, så jeg igen kan styre de efterhånden noget viltre grå lokker ;o)

RIGTIG GOD WEEKEND

søndag den 6. marts 2011

2 små gaveæsker mere

Når man har en søn der er flyttet til Roskilde, så er det fristende lige at slå et smut forbi Love2scrap, når nu man er i byen alligevel ;o) Det var jeg så tilfældigvis forrige lørdag, og her faldt jeg bare over det skønneste skønneste nye papir fra Pion-design. Serien hedder "Sagan om våren" og den er som skabt til romantiske forårs design, eller som jeg så det, til flere af de små yndige gæveæsker. Så jeg måtte bare investere i nogle stykker af dette vidunderlige papir og dette er hvad der kom ud af det.





Specielt "Liljekonval papiret" faldt jeg pladask for. Hvis du synes at disse små æsker er et projekt du bare prøve af, så får du skitsen her. Rigtig god fornøjelse.



torsdag den 3. marts 2011

Endnu en award, nu rødmer jeg altså :o)


Når man selv synes man endnu er "grøn" i denne hobby og har så mange "gamle" garvede man ser op til, så er det altså fantastisk at få en award. Og jo, man vokser altså lige et par centimeter. Ville i hvert fald lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en smule stolt.

Denne gang er det Karina der syntes, at jeg fortjente denne Stylish Blogger Award og tusinde tak for det søde Karina. Men med denne blog følger der så også lidt forpligtelser. Først skal jeg fortælle 8 ting om mig selv (skal nok gøre det kort) og så skal jeg give den videre til 8 andre scrappere som jeg synes fortjener anerkendelse. Så here we go:
  1. Jeg er 50 år og MEGET lykkeligt gift på 9. år med min Thomas.
  2. Vi har 2 drenge på 20 og 22 som er flyttede hjemmefra.
  3. Sidste hjemmeboende "barn", er en gråstribet hankat der lyder navnet Sofie (don't ask) ;o)
  4. Mine daglige folder slår jeg som bogholder på Danmarks bedste efterskole.
  5. Mine venner siger jeg snakker meget. Visse vasse og vrøvl, og de siger at de er mine venner LOL
  6. Jeg holder meget af at rejse og vil gerne en tur jorden rundt en dag - når jeg vinder i Lotto ;o)
  7. Jeg er ikke kræsen, og spiser især gerne hvad andre har tilberedt til mig. Mums.
  8. Jeg eeeeeeeelsker at scrappe. Det er det ultimative antistressmiddel og burde sælges i flasker på recept.
Og så vil jeg gerne videregive awarden til:
  1. Janni, som jeg nyder at scrappe sammen med, så ofte vi kan komme til det. Hun laver de skønneste LO's på ingen tid, fatter ikke hvordan hun bærer sig ad, men resultaterne er bare for lækre.
  2. Rikke, som jeg lærte at kende på SAM for nogle gange siden. Hun kan bare det der med farver og layout og så besidder hun så mange andre talenter, at det helt tager pusten fra en.
  3. Diana, som bare forvandler et hvilket som helst stykke papir til de mest fantastiske kreationer. Så er hun med i designteamet hos Scrapfatory, og så laver hun det lækreste chokolade.
  4. Line, som er hovedinspirationen bag minialbummet til min mors 75 års fødselsdag. Hun viste mig det mest fantastiske album hun havde lavet til sine forældres sølvbryllup, og så var jeg solgt. Tak Line.
  5. Jayne, fordi hun altid give sådanne søde og opmuntrende kommentarer og så laver hun bare de sødeste kort. Prøv at besøge hendes blog. Du vil blive inspireret.
  6. Joan, igen en stor inspiration. Prøv at tjekke hendes kort af, du vil altid kunne finde et til enhver tænkelig situation. De er bare flotte.
  7. Randi, kender jeg ikke personlingt, men besøg hendes blog så vil du forstå hvorfor. Hendes design er meget ofte indbegrebet af romantik og nostalgi. Lige efter min smag og meget meget smukke.
  8. Kim, kender jeg heller ikke personligt, men jeg er vild med hendes kort. Kim er meget til Magnolia og selvom jeg ikke ejer andet end et par magnoliastempler selv, så synes jeg de er fantastiske, især når Kim har haft fingrene i dem. 
Pyha, nu har jeg krampe i pegefingrene ;o) Jeg håber at I vil tage godt imod denne award også selvom I måske ikke gør i den slags normalt. Men den er givet af et ærligt hjerte ;o)